Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Preben Grønlund modtager Brolæggerlaugets pris 2005

Preben Grønlund, rådgivende ingeniør med speciale i blandt andet trafiksanering og granitbelægninger, modtog Brolæggerlaugets pris 2005 på Helsinge Rådhus.

Sammen med Dan Andersen driver Preben Grønlund Andersen og Grønlund Aps, der er hjemmehørende i Valby. Preben Grønlund har arbejdet med projektering, rådgivning og tilsyn med blandt andet byrumsfornyelse.

Ét af de fingeraftryk han sætter på sine projekter er den flittige brug af granit. Det er især kommet til udtryk i Helsinge, hvor man har gennemført et byfornyelsesprojekt i midtbyen.

Prisen overrækkes netop med baggrund i dette projekt, hvor Preben Grønlund i en årrække har ført tilsyn med byfornyelsen, hvor chaussésten og anden granit er blandt de anvendte materialer.

Preben Grønlund er glad for, at han kan sætte prikken over i'et ved at modtage sin pris netop i Helsinge. Han fremhæver et godt samarbejde med kommunens ansatte som et ekstra plus ved opgaven.

20 år hos Rambøll
Prismodtageren var i 20 år ansat i det rådgivende ingeniørfirma Rambøll, inden han blev selvstændig. I dag beskæftiger Andersen og Grønlund ApS i alt ni medarbejdere.

Preben Grønlund har foretaget adskillige studierejser til udlandet og prøver altid at overføre de bedste erfaringer til det hjemlige marked - og fortsat med en svaghed for granit.

Udover i Helsinge har Grønlund løst opgaver i blandt andet Hvidovre, Glostrup, Køge og Københavns Kommune, ligesom der i et samarbejde med Vejdirektoratet satser på at udvikle holdbare granitbelægninger til den mere og mere krævende tunge trafik.

Og så arbejder Grønlund intenst efter devisen: Tingene skal kun laves én gang, så det skal være rigtigt første gang.

Brolæggerprisen består af en messingplade indfattet i en chaussésten, et diplom samt et rejselegat på kr. 25.000 kroner.

Prisoverraskelsen blev overværet af Laugets medlemmer, Laugets venner og kommunalt ansatte med borgmester Claus Lange og teknisk direktør, Gunnar Rasmussen, i spidsen.

Prisen blev uddelt af Brolæggerlaugets oldermand, Søren Rasmussen.