Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Brolægger-danmarksmestre trak tilskuere

De nykårede Danmarksmestre i Brolægning måtte igennem 21 timer koncentreret arbejde med hammer og mejsler for at fremtrylle den formfuldendte kompasrose af sorte granitsten.

Efter tre hektiske dage med publikum på sidelinjen kan de to lærlinge Dennis Breinholm Laursen, LS Brolægning og Mathias Nørgård Jensen, Skive Kommune Park og Vej, rejse sig fra den lave brolæggerstol og modtage præmien som Danmarksmestre i Skills 2014.


Dennis Breinholm Laursen, LS Brolægning og Mathias Nørgård Jensen, Skive Kommune Park og Vej, løb af med sejren som Danmarksmester i Brolægning 2014.

”Der var vildt mange mennesker, som stod og så på, mens vi arbejdede. De stillede mange spørgsmål, og vi svarede så godt vi kunne. Heldigvis kom vi ikke i tidspres,” fortæller Dennis Breinholm Laursen, som sammen med makkeren Mathias Nørgård Jensen, har øvet sig godt og grundigt op til DM.

Opgaven gik ud på at udføre en cirkelrund granitbelægning med en kompasrose af sort basalt som mønster. Den store udfordring bestod i at få de 35 meter løbende hugninger til at være så præcis, at den otte-takkede kompasrose fik helt lige kanter. Men også at tilpasse og hugge chausséstenene omkring rosen, og holde kompassets cirkelrunde ramme.

Ud af de 48 fag, som er repræsenteret i år, er brolægning både et af de mindste og et af de ældste håndværksfag. Når det gælder sætning af granitbrosten eller de lidt mindre chaussésten, så bliver stenene sat på samme måde i dag som i 1300-tallet, hvor brolæggerfaget opstod som selvstændigt håndværk i Danmark.

Brolæggerlærlinge fra hele landet

Der bliver uddannet brolæggere fra tre forskellige skoler i Danmark, og i år var alle tre skoler repræsenteret: Learnmark Horsens har fostret de nykårede Danmarksmestre. Fra Københavns Tekniske Skole deltog Andreas Gram-Hansen, PP Brolægning og Niklas Eghøj Madsen, Brolæggeriet. Og fra Aarhus Tech, som etablerede en brolæggeruddannelse for et år siden, deltog Nicolaj Friang Jensen, Danjord A/S og Kasper Berg Mikkelsen, Danjord A/S.

Brolæggerlauget under Dansk Byggeri er medsponsor og kan bruge DM i Skills som et udstillingsvindue, og et sted, hvor unge sammen med deres forældre kan komme og snuse til, hvad brolæggerfaget går ud på. I år havde hele 42.000 besøgende lagt vejen forbi DM i Skills, og mon ikke flere af dem finder vej til brolæggerfaget.