Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Danmarksmesterskab i fødselsdagsgave

DM i Skills satte ny tilskuerrekord og laugsmedlem og brolæggermester Kaj Bøje Pedersen fik lærlingedanmarksmester i 70 års fødselsdagsgave

DM i Skills blev afholdt for 5. gang, og sluttede lørdag eftermiddag den 10. januar, hvor i alt 42 vindere fra 36 forskellige fag blev fejret. Mesterskabet slog alle rekorder med 68.000 besøgende i Bella Center, København, og sædvanen tro deltog lærlinge fra Learnmark Horsens og Københavns Tekniske Skole i mesterskabskampen med hvert sit hold på to brolæggerlærlinge.

Stor politisk opbakning til erhvervsuddannelserne

Igen i år var det statsminister Helle Thorning-Schmidt, der åbner mesterskaberne torsdag den 8. januar, og da undervisningsminister Christine Antorini overrakte sejrsstatuetterne om lørdagen, hyldede hun de dygtige deltagere for deres faglighed: - I har i løbet af de seneste dage vist os, hvor store færdigheder jeres fag kræver. Unge som jer, med ambitioner og evner, er til stor inspiration for eleverne fra 9. og 10. klasse, der 1. marts skal vælge, hvilken ungdomsuddannelse de skal begynde på efter sommerferien, sagde Christine Antorini.

Laugsfirma bag Danmarksmestrene

Dysten om danmarksmesterskabet i brolægning stod mellem to hold fra henholdsvis Learnmark Horsens og Københavns Tekniske Skole, og det var det østdanske hold, som løb med sejren: Mikkel Hansen fra KFH Belægning og Jonas Rørbæk fra Kaj Bøje Pedersen A/S. De dygtige lærlinge fik overrakt beviset på mesterskabet samme dag, som brolæggermester Kaj Bøje Pedersen rundede de 70 år, så det var en ekstra dejlig fødselsdagsgave, at få oveni hatten. Brolæggerlauget ønsker både Kaj tillykke med fødselsdagen, og den dygtige lærling Jonas Rørbæk tillykke med Danmarksmesterskabet.





Næste år bliver DM i Skills afholdt i Trekantsområdet, Fredericia, 4.-6. februar 2016.

Læs mere om Skills