Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Leder juni 2016

Sommeren står for døren

Vi har allerede nydt flere ugers dejlig sommervejr, men nu skruer sekretariatet lidt ned for blusset i juli, så vi kan få afviklet ferie. Der er dog altid en kollega i Dansk Byggeri, som kan hjælpe, hvis I har spørgsmål. Vi ønsker alle en dejlig sommer – uanset om der arbejdes igennem eller afholdes ferie.

Med sommervejret har vi også haft de første skybrud rundt omkring i landet med oversvømmede udendørsarealer og kældre som resultat. Der er med andre ord god grund til at have fokus på permeable belægninger, som med fradrag i BoligJob-ordningen kan være en del af de private husejers klimasikring. I dette nyhedsbrev er der et link til den video om traditionel brolægning med permeable fuger, som lauget optog på vores stand på Have & Landskabsmessen i Slagelse i august 2015.

I foråret har vi haft travlt med at afholde kurser, faglige vurderinger, nyudlærte brolæggersvende og generalforsamling. Og i maj var nyudlærte Jens Erichsen fra Barslund A/S på Københavns Rådhus for at få overrakt en fornem sølvmedalje og samtidigt at hilse på Dronningen. Læs mere om det nedenfor i nyhedsbrevet.

Lauget har modtaget fire indstillinger til Brolæggerprisen 2016, og priskomiteen skal ud at besigtige de flotte projekter i løbet af sommeren. Det drejer sig om:

  • Roskilde Kommune indstillet af P.P. Brolægning A/S på baggrund af projektet ved Stendertorvet og Skt. Olai Plads i Roskilde
  • Esbjerg Kommune indstillet af Stürup Anlæg A/S på baggrund af belægningsarbejdet ved gågaden i Esbjerg
  • Viborg Kommune indstillet af Danjord A/S efter udførelsen af gågaderne i Viborg
  • Bygherren Sankt Annæ Selskabet indstillet af Zacho-Lind A/S på baggrund af projektet ved Sankt Annæ Plads i København.

Det er fire særdeles velkvalificerede projekter, og derfor bliver det som altid en meget svær opgave for priskomiteen at udvælge vinderen, som offentliggøres efter sommeren, når vi har fået fastlagt datoen for prisoverrækkelsen, som typisk er i september eller oktober.

Med venlig hilsen og god sommer

Mikael Mortensen
Laugskonsulent


Vigtige datoer til kalenderen:
• Medlemskonference i Ebeltoft den 3.-5. november 2016
• Generalforsamling på Fyn den 20. maj 2017