Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Brolæggerlaugets bestyrelse fortsætter på posterne

Brolæggerlauget holdt i weekenden sin årlige generalforsamling. Her blev det blandt andet bestemt, at den nuværende bestyrelse fortsætter de næste to år. De mange aktiviteter i det lille laug fortsætter.

Der var ingen udskiftning i den seks mand store bestyrelse, da Brolæggerlauget i Dansk Byggeri holdt generalforsamling 26. maj på Green Solution House på Strandvejen i Rønne.

Hvert andet år er der valg til viceoldermand samt valg af to menige bestyrelsesmedlemmer. På valg i år var viceoldermand Stef Heijkoop, samt bestyrelsesmedlemmerne Theis Sterndorff og Carsten Grumsen. Alle tre blev genvalgt.

Brolæggerlaugets bestyrelse består derfor af: oldermand Claus Erik Johnsen, viceoldermand Stef Heijkoop fra Dan Jord A/S, bestyrelsesmedlemmerne Nicolai Palm Hougaard fra Scheller, Hougaard & Petersen A/S, Carsten Grumsen, Arkil A/S, Theis Sterndorff Andersen, Køge Brolæggerfirma ApS, og Kasper Thomsen, P.P. Brolægning A/S.

Brolæggerlauget er i topform
Der er optaget tre nye medlemmer i Brolæggerlauget siden 2017. Det er Ribe Brolægning, Haveservice ApS, og pr. 1. juli optages MM Brolægning.

Brolæggerlauget tæller 51 medlemmer og er dermed en af de mindre sektioner i Dansk Byggeri. Men det får ikke lauget til at skrue ned for antallet af medlemsmøder, faglige kurser, efteruddannelse og sociale arrangementer. Sektionens aktivitetsniveau er blandt de højeste i Dansk Byggeri.

Brolæggerlauget, som så dagens lys for 132 år siden, repræsenterede oprindeligt virksomheder lokaliseret omkring København, men med optagelsen i Entreprenørforeningen i 1964 (fra 2003 Dansk Byggeri) blev Brolæggerlauget landsdækkende.

Kurser for tilsynsførende
I sin beretning fortalte oldermand Claus Johnsen om succesen med de nye heldagskurser ’Brolægning – kursus for tilsynsførende’, der i sin nuværende form er blevet udbudt siden sommeren 2014. Kurset henvender sig til landskabsarkitekter, arkitekter, projekterende, rådgivere og bygherrer.

Kurset gennemgår anvendelsen af belægningssten, brolægning, den rigtige bundopbygning og præsenterer de udfordringer, man som tilsynsførende kan komme ud for. Kursisterne får desuden kendskab til brolægningsstandarden DS 1136 og redskaber til at vurdere kvaliteten af udført brolæggerarbejde.

- Vores medlemsvirksomheder oplever, at de tilsynsførende er blevet bedre til at vurdere, hvad der er god kvalitet. Kommunerne gør også meget mere ud af at sikre, at deres projekter udbydes til fagfolk, som kender til reglerne og udfaldskravene i DS 1136,” siger oldermand Claus Johnsen.

Det næste kursus afholdes i samarbejde med VEJ-EU den 10. oktober på Nyborg Strand.

Læs referatet fra generalforsamlingen her


Oldermand i Brolæggerlauget Claus Johnsen har travlt. Brolæggerlauget har nemlig et af et af de højeste aktivitetsniveauer i Dansk Byggeri.