Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Kragh & Berglund vinder eftertragtet pris

Landskabsarkitekterne og belægningen omkring det nye Bibliotek og Kulturhus i Tingbjerg blev hædres med årets Brolæggerpris, der blev uddelt for 33. gang den 25. oktober 2018.

Brosten – det er ikke bare noget, man går på. De karakteristiske sten kan emme af historie og sættes, så de bliver til værker på jorden. Det er belægningen foran Tingbjergs nye kulturhus og bibliotek et fantastisk eksempel på. Kragh & Berglund Landskabsarkitekter A/S vinder årets Brolæggerpris i et tæt opløb mod fire stærke kandidater fra hele landet. Arkitekterne modtager prisen på grund af deres arbejde med at nytænke og projektere belægningen foran det nye kulturhus og bibliotek i Tingbjerg.

Men helt ny er belægning ikke. For at bevare en del af pladsens historie har Kragh & Berglund Landskabsarkitekter A/S valgt at genbruge de gamle brosten, der også er lidt ud over det sædvanlige.  

- Brostene, der er blevet genanvendt, er engelske brosten. Og det er nærmest det samme som at have guld mellem hænderne, når man er brolægger. Den engelske brosten er af høj kvalitet og er meget skarpt tilhugget. Det betyder, at de er fantastiske til at lave helt plant og utrolig nøjagtigt brolæggerarbejde, siger sektionskonsulent for Brolæggerlauget i Dansk Byggeri, Mikael Mortensen.

Ros til landskabsarkitekterne
Ved prisoverrækkelsen uddybede Brolæggerlaugets oldermand Claus Johnsen, hvorfor det netop er Kragh & Berglund Landskabsarkitekter, der i konkurrence med fire nominerede kommuner, er årets prismodtager: - Det skyldes, at Kragh & Berglund i den grad er lykkes med at skabe et byrum, som har en klar identitet og som går i fin dialog med bygninger og landskab. Her er det de oprindelige brostensbelægninger, der igen er anvendt til at skabe et nyt byrum med sin helt egen identitet, altså genbrug, eller cirkulær økonomi om man vil, sagde oldermand Claus Johnsen og fortsatte: - I har videreført områdes kulturmiljø og kulturarv, og skabt et indbydende byrum, der kan styrke naboskab og samhørighed. Og I har haft overblik og råderum til at tænke ungt og fremad. Jeg er overbevist om at Kragh & Berglund med denne Brolæggerpris i al fremtid vil tænke på faglig stolthed, når det drejer sig og Brolægning og belægning.

Hårdværk og arkitektur spiller sammen
Arkitekt, cand.arch Karen Tovgaard, Kragh & Berglund, takkede for prisen: - Vi er stolte over at have tegnet en plads hvor den håndværksfaglige og arkitektonisk tanke spiller sammen og vi har fra starten haft et fantastisk godt samarbejde med brolæggerne, som har lagt stor omhu og faglig stolthed i detaljeløsningerne for at få vores idé og udtryk igennem. Foranderligheden og skiftet i udtrykket er tænkt i projektet. På en regnvejrsdag vil brostenene stå blanke frem og bordurstenene matte med den kostede overflade, sagde Karen Tovgaard.

”En stor tak til brolæggerne fra C.C.Bruun. Det har været en fornøjelse at komme på tilsyn og i samarbejde med jer fundet de gode løsninger, der forenede idé med håndværk,” sluttede Karen Tovgaard.


Brolæggerlaugets oldermand Claus Johnsen overrækker Brolæggerprisen 2018 flankeret af medarbejdere i Kragh & Berglund Landskabsarkitekter (fra højre): Karen Tovgaard, Dir. Hans Kragh, Christina Mathiesen, oldermand Claus Johnsen, Mark Sønderup, Carina Refsing Nissen, Ida Marie Wedfall, Johanna Bonne Eckerdal, Benjamin B.

Nytænkning
Brolæggerprisen uddeles til en bygherrer, rådgiver eller arkitekt, der har vist nytænkning og iderigdom i forbindelse med et eller belægningsprojekter. Komiteen lægger vægt på kreativitet, valg af materiale og den håndværksmæssige kvalitet, og derudover skal bygherren have udført et kvalificeret tilsyn. 

Ud over pladsen i Tingbjerg var gågaden i Esbjerg, det nye torv i Grenå, Vallensbæks promenadesti og klimasikringen af Ringsted Torv indstillet til prisen.

Med prisen følger 25.000 kroner, der skal bruges til at finde ny inspiration og viden indenfor brolægning.

Læs mere om Brolæggerprisen her